Hvordan skal min nye bog slutte?

Har du tid og lyst, så er input til mit afsluttende kapitel meget velkomne. Skriv dine kommetarer på bloggen.

Bogtitel:

HVEM HAR STJÅLET MIN ENERGI?

Bagsidetekst:

NÅR FRYGTEN FOR AT FEJLE, BLIVER STØRRE END MODET TIL AT LYKKES…

Det er blevet efterår og de to mus Magnus og Vitus er trukket i arbejdstøjet. Skovbunden skal høstes for det forråd, der skal sikre, at vinteren ikke leves igennem på tomme maver. Den ambitiøse musekoloni har sat performance mål for alle, og da der er kommet nye familiemedlemmer til, skal der arbejdes endnu hårdere den næste måned.

De to barndomsvenner Magnus og Vitus begiver sig ud på deres jagt efter føde. Det er meget forskellige tilgange, de har til opnåelsen af deres mål. Magnus er den disciplinerede, der har det bedst med at følge planen, fokusere på målsætninger og frem for alt ikke komme for lagt væk fra sin ’komfort zone’. Hvor Magnus er drevet af tunge energier som pligt, frygt og skyld, er Vitus hans mentale modstykke, hvor nysgerrighed, spontanitet og kreativitet er hans styrker.

”Hvem har stjålet min energi” er en fabel, der handler om forskelligheder, og om kunsten i at kunne rumme hinandens styrker og svagheder. 2+2 >4 er det simple regnestykke, når det lykkes os at parkere egoet – og dermed frygten, kontrollen, anerkendelsesbehovet og alle de andre følelser der binder vores energier. Det er en ledelsesbog, der reelt berøre alle livet forhold, nemlig interaktionen mellem individer. Bogen er inspireret af ’Hvem har flyttet min ost’ og ’Alkymisten’, så synes du om disse to klassikkere, er der god chance for, at du også vil læse ”Hvem har stjålet min energi” med stor lyst.

 

Forord
Energier flyder med dit fokus

Du har helt sikkert oplevet mennesker, der giver en masse energi fra sig, og tilsvarende mennesker der stjæler energi. Har du haft en chef med klare psykopatiske træk, ved du helt sikkert, hvad det vil sige at miste energien overfor et andet menneske. Chefer og kolleger der formår at inspirere, motivere og sprede godt humør, har som regel også mere succes, end når det er kontrol, ’top down’ ledelse og frygt, der udgør arbejdsrammen. Når dette er sagt, så er det langt fra alle kulturer, hvor ’frihed under ansvar’ fungerer lige effektivt. Grundlæggende tror jeg på, at du opnår bedre resultater gennem anerkendelse end mistro. Det uanset om det er kolleger, ægtefæller, børn eller hundehvalpe, du samarbejder med. Det er energierne mellem individerne, der skaber rammen for ethvert samvær. Der er mennesker, du intuitivt fortrækker at være sammen med. Allerede i vuggestuen ser vi børn blive tiltrukket af hinanden, og der opstår tætte venskaber længe før sprog og motorik er udviklet.

Det er i kulturen, at konkurrenceevnen skabes
Vi fornemmer og mærker stemninger. Derfor er vores følelser væsentligt stærkere end de mere rationelle sider af vores personlighed. Dette gælder ikke mindst i vores jobs, hvor vi dagligt er en del af et hold, og bliver betalt for at yde vores bedste. Jeg har i mine mange år som virksomhedskonsulent fået en indgående indsigt i op mod 100 forskellige virksomhedskulturer. Ingen virksomheder er ens, men alle har flere ligheder end forskelligheder. Al forretning er i min verden ’People 2 People Business’. Såvel private som offentlige virksomheder eksisterer i kraft af deres evne til at skabe relationer mellem mennesker.

Det er således de medarbejdere, der hver morgen tjekker ind, som afgør hvilke tal, der senere optræder i regnskabet. I dette ’game’ er det en klar fordel, at have medarbejdere der giver energi, frem for medarbejdere der stjæler energi. Kultur skabes gennem adfærd, og cheferne er altid de vigtigste kulturbærer. Det er således afgørende, hvilke følelser cheferne tjekker ind med, for de kommer til at gennemsyre hele virksomhedens kultur. Dygtige ledere er i stand til at få holdet med sig og navigerer bevidst eller ubevidst i de energifelter, der opstår i interaktionen mellem individer.

Energier er spændingsfelter. Når vi taler om menneskers aura, er det dybest set deres energifelt, vi refererer til. Alle udsender frekvenser. Nogle dage er vi på høje frekvenser og andre dage på lave. Disse frekvenser eller bølger kan måles i Mhz. Vi har således et målværktøj, der på god naturvidenskabelig vis kan kortlægge energier mellem mennesker. Forestil dig at man i stedet for omsætnings- og vækstmål, havde mål for hvilke energier medarbejderne tjekkede ind og ud med. Ville det give mere mening, at måle en sælgers energifelt end hans salgstal? Der vil formentlig være fin overensstemmelse mellem de to målepunkter. Forskellen er, at en sælger kan ændre sit energifelt på et par sekunder, hvor der er væsentlig flere faktorer inde over, når et salg skal lukkes. Rigtig mange af disse faktorer har sælgeren reelt ingen indflydelse på. Så hvor meget effekt er der i et bedømmelseskriterium, hvor det mere er udefrakommende faktorer end indsatser, der afgør om bonussen udløses?

Der er energi i alt
Der er dem, som mener at hele universet er sammenbundet af energier. De gamle Inkaer levede efter energier. De så alt omkring sig som energi. Planter, sten, vand, krystaller, bygninger, dyr, mennesker indeholder energi. Energier var for inkaerne elementet, der binder livet sammen. Også i budismen er energi et centralt element, hvor bl.a. meditation er et væsentligt værktøj for at opnå balance mellem energierne. Astrologien arbejder med energier mellem planeterne og mener bl.a. at de energifelter, vi bliver født i, skaber vores personlighedstræk. Feng Shui er den japanske lære om energier i indretning og arkitektur, som eksempelvis bruges til placering af bygninger, farver, ruminddeling og indretning. De fleste såkaldte alternative behandlingsformer er bygget op omkring energibaner, balancer, flows, m.v. Energi er således et bærende element i rigtig mange kulture og filosofier. Derfor kan det undre, at der ikke er mere fokus på energi som ledelsesværktøj, når det er åbenlyst, hvor meget energi betyder for vores præstationsevne.

Se eksempelvis på hvordan mange virksomheder er indrettet. Der er ikke tænkt meget energi omkring de hæve-sænke-border med computere, der udgør den fysiske ramme for rigtig mange arbejdspladser. Der er formentlig ingen chefer, der ville indrette deres private hjem, som de indretter deres arbejdsplads. Der er naturligvis glædelige undtagelser, men i de fleste af de virksomheder, jeg gennem årerne har oplevet, er der blevet set mere på omkostninger end energier, når de fysiske rammer for halvdelen af vores vågne tilværelse bliver lagt. Og så kan man altid diskutere afkastet af disse prioriteringer.

Energier lever bedst i balance
Tror vi på vigtigheden af energier, er det også vigtigt, at se på de rammer vi tilbyder energierne. Enhver tanke påvirker principielt hele energisystemet. Er der for mange ’energi-slugere’ omkring dig, bliver det også sværere at holde energien oppe. Vi er alle mennesker, der producerer og konsumerer energi. Overalt skal der leveres mere, end der blev leveret sidste år. En naturlig konsekvens af de ’spilleregler’, de fleste virksomheder er underlagt. Vi har aldrig set så mange mennesker bukke under med stress, som vi gør nu. Troløsheden har aldrig været større. Et klik og en potentiel kunde kan være væk for evigt. Nye folk skal bevise, at de kan gøre det bedre end deres forgængere. Kapitalen flytter lynhurtigt, hvis man ikke lever op til det, man lover ejerne. Øget pres giver ubalancer, som igen giver spændinger, usikkerhed og dårligere trivsel.

’Trikkeren’ til denne bog er en oplevelse på egen krop, hvor jeg oplevede, hvor svært det er, at holde energien oppe, når man føler sig presset fra flere sider. Selv om jeg havde lært værktøjerne til at beskytte mine energier, kom mine forventninger til mig selv og andres usikkerhed til at sparke benene væk under mig. Jeg lod simpelthen andre stjæle min energi. Det vigtige her er, at vi selv tager vores del af ansvaret for ikke at sige fra i tide, glemme at være tro mod sig selv og frem for alt at ville noget så meget, at vi glemmer at lytte til vores omgivelser og os selv. Du bærer selv et ansvar, for det liv du lever. Dagen, du brugte i dag, kommer ikke igen i morgen. Det starter i selvindsigten og tilgangen til livet. Det er stor forskel på energien i at se glasset halvfuldt eller halvtomt. Vores tilgang til udfordringer handler dybest set om vores ressourcer. Hvor gode vi er til at tanke op og fastholde de gode energier. Energi er således sammensat af fysiske, kemiske og psykiske forhold. Er vi i god form, fylder vi vores krop med sund kost, og er vi et mentalt overskud, så producerer vi også bedre energi, end hvis det modsatte var gældende.

Mit mål med denne lille fabel om skovmusene Magnus og Vitus er at gøre dig bevidst om de muligheder og begrænsninger, du navigerer efter i dit liv. Kan jeg bidrage til 1% mere arbejdsglæde og forbedre et par bedre virksomhedskulturer, har jeg gjort en forskel. Og at gøre forskelle for andre mennesker er vel en af de dybere meninger med livet.

God læselyst.

 

Kapitel 1
Mål styrer adfærd

Solen bevægede sig i en markant lavere bane på himlen end for blot et par uger siden. Dette var, sammenholdt med at skoven havde iklædt sig sine gyldne og varme farver, et sikkert signal på, at sommeren var forbi, og at efteråret havde taget sit indtog. Alle skovens beboere vidste, at det var tid til at forberede sig på vinteren. Fra nu af ville temperaturen falde grad for grad, og man skulle se frem til 3 måneder med bidende kulde og en skovbund dækket af sne.

I musekolonien i 6. Skovdistrikt vidste alle også, at den overflod af mad skovbunden bød på lige nu, på ganske få måneder vil ændre sig til en kold og gold overflade, hvor al bevægelse på den frosthårde sne, ville gøre dem til meget synlige mål for skovens rovdyr. Gennem generationer havde man forberedt sig på denne kolde tid, som en hel naturlig overlevelsesmekanisme. Lagerene skal fyldes op, så man er bedst rustet til at modstå den lange vinter. Den forberedte belønnes med væsentlig større overlevelseschancer end den mere dovne. Dette var koloniens formelle overhoved Ingolfs mantra, som han havde prædiket ved enhver officiel lejlighed i de snart 2 år, han havde været flokkens leder.

Flid og disciplin var to værdier, alle familiemedlemmerne i det lille samfund havde fået ind med modermælken. Det var disse egenskaber, der havde givet kolonien den størrelse og velstand, den havde i dag. De to gode venner, skovmusene Magnus og Vitus gav hinanden en stor omfavnelse, da de mødtes i lysningen på hjørnet af granplantagen. Vidste man ikke bedre, ville man tro, at de ikke havde set hinanden i måneder. De havde aftalt at følges sammen til høst-laugets høstbriefing, hvor alle koloniens familieoverhoveder mødte op, for at blive briefet på Ingolfs planlægning af den forestående høst. For mange generationer siden, havde musenes forfædre fundet ud af, at man kunne arbejde væsentligt mere effektivt, hvis man samlede ressourcerne og samarbejde om at indsamle føden. Et princip der gav god mening for alle.

Magnus og Vitus fulgtes forventningsfulde sammen de små 700 meter, der var til det store bøgetræ, hvor mødet skulle afholdes. Sidste år havde været et godt høstår. De havde sammen fået en bonus på 18 hasselnødder og et kvart kilo rød skimmelost for deres store indsats. Det havde også været fortjent, for de og deres familie havde knoglet som besatte. Magnus spurgte om Vitus var klar til at give den en skalle til årets høst?
”Ja, da!” svarede Vitus, uden at tænke yderligere over det.
”Der er jo sikkert forventninger om, at vi kan gøre det lige så godt som sidste år”, sagde Magnus, og tænkte på, hvor godt de to mus komplementerede hinanden. Hans struktur og vilje, og Vitus idéer og gode humør.
”Vitus, du er frisk på, at vi danner team igen i år?”
Vitus nikkede, uden at bemærke tvivlen i Magnus spørgsmål.

Nu var de fremme. Vitus bankede på døren ved foden af det store bøgetræ. Sekundet efter blev døren åbnet. Over-musen Ingolfs ældste datter havde fået værtindetjansen og bød velkommen. Den store sal, der oprindelig havde været en grævlingegrav, dannede en perfekt og sikker ramme for det store møde. Gennem de seneste 10 år havde den forladte grævlingegrav været samlingssted for kolonien. Salen var fyldt op med 60 forventningsfulde mus. Der var stor gensynsglæde blandt de andre mus. Støjniveauet var enormt. Det var en lang pipende lyd, som det lyder når 60 mus taler i munden på hinanden. Det var tydeligt at fornemme den gode energi.

Det var en enhed af mus, der for de flestes vedkommende nød hinandens selskab. Det eneste der adskilte rammen fra tidligere år, var en stor metalgenstand der stod på scenen. Med ét blev larmen stoppet af et pift.
”Kan jeg så få lidt ro i salen”.
Over-musen Ingolf havde indtaget scenen, og bød nu velkommen til de fremmødte.
”Så skal vi til det igen, høsten står for døren”, startede han. Derpå gik han i gang med at gennemgå resultatet af sidste års høst. Det havde været et fint år, og han takkede for den store arbejdsindsats alle havde bidraget med.
”Nu til dette års høst”. Man kunne se at denne sætning fik rynkerne til at falde et par millimeter ned i panden. ”Alle ved, vi har haft en våd sommer, og det betyder, at der skal arbejdes ekstra hårdt i høsten. Men vi slækker ikke på målene af den grund”. Beslutsomt gik han hen til flipboardet, og vendte det første egeblad.
”Vi forventer, at der skal høstes 5% mere end sidste år. Lagerne skal fyldes op for ingen ved hvor hård vinteren bliver. Samtidig er der kommet nye mus til, så vi ifølge statistikken er 1,3% flere mus i kolonien end vi var sidste vinter”.
Herefter vendte han det næste egeblad, hvor høstbudgettet var yderligere specificeret. Hasselnødder 6 kg, hvedekerner 16 kg, agern 9 kg, skovbær 12 kg….
”Vi kender alle til vigtigheden af at spise varieret. Derfor sættes der som noget nyt mål for, hvad vi samler ind. Mad er ikke bare mad. Skal vi minimere antallet af sygedage i kolonien, kræver det, vi ikke kun spiser for at blive mætte”.

Man fornemmede, at den gode stemning blandt musene var ved at blive afløst af alvor. Godt nok havde Ingolf været på en måneds Musement kursus i den store by, men der var godt nok skruet op for seriøsiteten.
”Denne vægt” fortsatte Ingolf og pegede stolt på den store metal-ting, der stod på scenen. ”Det bliver vores primære værktøj. Fremover bliver al høst vejet og registreret. Det betyder samtidig, at vi får et nøjagtigt billede af, hvem der bidrager, og hvem der kører på frihjul”

Magnus nikkede anerkendende. Nu fik man dokumenteret, hvem der lavede noget, og han skulle ikke længere forholde sig til den jalousi, han følte, der fulgte med de bonusser, han og Vitus i de seneste to år havde modtaget fra høst-lauget. Mål motiverede Magnus, og det passede ham fint med nogle konkrete rammer, man kan forholde sig til.

Men det var langt fra alle mus, der delte Magnus begejstring. ”Der er godt nok gået musement i den” mente et par af musene, der stod bag Magnus og Vitus. En mus markerede nede fra salen. ”Er det ikke urealistisk at tro, at vi kan høste mere i år, når alle ved, der er mindre føde at tage af?”
”Relevant spørgsmål, men skal vi udvise ansvarlighed og bevare koloniens velstand, kræver det, at vi arbejder hårdt de næste måneder” svarede Ingolf
”Hvad bliver konsekvensen for de mus, der ikke når deres høstmål” spurgte en anden mus nede fra salen.
Ingolf havde forberedt sig på dette spørgsmål, og vidste at hans svar kom til at dele vandene, uanset hvad han svarede.
”Den yderste konsekvens er, at bidrager man ikke, kan man heller ikke nyde godt af goderne. Og så kan man ej heller ikke være en del af koloniens fællesskab”
Man kunne mærke, at energiniveauet var faldet til dagens lavpunkt. Man havde hørt om udstødte familier, men det var ikke noget, der var sket i denne koloni gennem de sidste generationer. Jo, kapitalismen havde indfundet sig i det lille samfund – eller skal vi kalde det realismen. I en verden med knappe ressourcer, er det jo alles kamp mod alle. ’Mål styrer adfærd’ var en af sætningerne, Ingolf havde taget med sig fra sit musement kursus, og han vidste at velstand var en vigtigt forudsætning for muse-rådet, når han til foråret forhåbentlig skal genvælges som over-mus.

Den store forskel på at gå fra menig mus til over-mus var ansvaret. En følelse Ingolf havde det godt med. Som leder skal man gå forrest, sætte retningen og så må man acceptere, at alle beslutninger ikke kan være lige populære. Lederskab handler om at have modet til at skære igennem, og derpå få samlet kolonien om nogle fælles mål. Ulempen var, at alles øjne hviler på én, og Ingolf var da også den første til at indrømme, at det var svært at være den samme Ingolf, som før han fik over-muse kæden. Bare det forhold at han nu var den sidste, der fik del i sladderen, gjorde at hans relation til de 60 musefamilier aldrig kunne blive den samme, som den var, før han fik lederansvaret.

Nu var det høsten, der stod for døren. Årets vigtigste måned mente Ingolf, for det var den næste måneds indsats, der afgjorde, om man kunne gå vinteren trygt i møde. Med investeringen i vægten havde han fået et nyt ledelsesværktøj. Frem for alt var vægten et udtryk for at kolonien fulgte med tiden, men vægten skulle også gerne vise sig at være en god investering. Konkurrence er sundt, mente Ingolf, og i Ingolfs hoved var der ingen tvivl om, at vejning af udbyttet samlet set ville føre til et højere høstudbytte. Man ville få nogle mere retfærdige målepunkter, så en hvalnød ikke bare talte som én enhed. Nu var der etableret én måleenhed, som alle kunne forholde sig til. Man kan ikke diskutere størrelsen ét gram, og dermed havde kolonien fået en fælles reference, der retfærdigt kunne måle alles bidrag til høsten. Han glædede sig oprigtigt til den næste måned, hvor han dag for dag vil opleve, hvordan lagerne bliver fyldt op. Fyldte lagre var det synlige bevis på den arbejdsmoral og vældfærd, der prægede det lille muse-samfund.

Kapitel 2
Hver gang du peger, er der altid tre fingre, der peget på dig selv

De to venner Magnus og Vitus sagde farvel til hinanden samme sted som de mødtes for et par timer siden. Med sig fra fællesmødet havde de hver fået en kuvert, hvori deres målsætninger for høsten stod. Der var sat konkrete tal på, hvad deres respektive familier skal levere til fællesskabet. Grankogler blev ikke det store problem. Dem var der mange af og deres to musehuller lå begge i granskoven. Men 250 gram hasselnødder og 350 gram hvedekerner, det blev straks en større udfordring. Det nærmeste hasselnøddetræ lå over 2 km væk, og de vidste at egerne ville forsvare hver eneste nød, da hasselnødder var skovens gourmet-nød. Hvedekernerne havde været væsentligt lettere at høste for en måned siden, så her havde ’rettidig omhu’ klædt høst-lauget.
Skovbær er altid godt, og så længe man selv fik lov at bestemme sammensætningen af de 300 gram, så skulle de nok få den del i hus.

På tilbageturen talte Magnus og Vitus om de nye toner fra Ingolf og nyanskaffelsen den store vægt. Begge var enige om, at det var dejligt med nogle klare mål at arbejde efter. Det hjælper til et bedre fokus, og selv om målene var ambitiøse, den våde sommer taget i betragtning, så hellere være for ambitiøs end det modsatte. Magnus summerede kort deres opgaver til næste dag op.
”Jeg laver til i morgen en detaljeret arbejdsplan for den næste måned”
Igen i år slog de to familier opgaverne sammen. Det er nu engang sjovere at arbejde mange sammen om et fælles projekt. Det daglige søskende-fnidder fortog sig altid i det øjeblik, man var i en større flok. Alle syntes, det var hyggeligt at høste. Selv om det til tider var hårdt arbejde, blev det sure klart overvejet af det at løse en opgave sammen med andre. Faktisk gik de fleste og glædede sig til høsten, for her blev hverdagens rutiner brudt, og der opstod en fællesskabsfølelse, man reelt ikke havde årets øvrige måneder.
”Jeg laver også et forslag til sammensætning af de enkelte teams” fortsatte Magnus
”Skal jeg, når jeg nu er i gang, også lave et skema for fællesspisning?”
Vitus smilede, det var Magnus i en nøddeskal. Han elskede struktur og planlægning. Der var ingen tvivl om, at det var de ternede kladdehæfter, der var i overtal hjemme hos Magnus.
De to mus gav hinanden endnu et kram. Klar til en ny høst. I år med nogle nye regler, men det skulle der nok komme noget godt ud af.

Næste dag mødtes de to familier hos Vitus. Der var dækket op til en fin frokost. Skolen havde sendt alle børnene på høstferie, og de næste 4 uger var det fri for lektier, da alles hænder var vigtige, når vinterens forråd skulle sikres. Magnus og Vitus havde om formiddagen gennemgået de opdaterede arbejdsplaner, som Magnus havde lavet aftenen før. De tre ark beskrev i detaljer, hvad der skulle høstes, i hvilken rækkefølge og hvor i skoven. Vitus havde ikke de store kommentarer. Udgangspunktet var sidste års plan og erfaringer, og han vidste, at man ikke kan planlægge sig ud af alt. Men en god plan var altid en god start.

Da osten var gået anden gang, rejste Vitus sig og ringede med klokken. Arbejdsdelingen faldt helt naturligt mellem de to venner. Vitus havde ordet i sin magt. Det var ham, der kunne få museflokken til at grine, og det var ham, man lyttede til, når der blev givet instrukser.
”Kære alle, i aften starter vi høsten. Det bliver nogle fantastiske dage som venter. Vi skal huske at have det sjovt, for når vi har det sjovt, så går arbejdet meget lettere”.
Alle musene sad med forventningsfulde smil, for det var nogle rigtig gode uger, der ventede dem.
”Vi har lavet følgende teams for den første uge. Herefter ’ryster vi posen’ som de andre år, og danner nye teams. Der er 3 nye familiemedlemmer med i år, så tag godt i mod dem”.
Vitus og Magnus vidste, at det var vigtigt for dynamikken i de fire teams, at alle nye blev vel integreret. Det handlede om at få energierne til at mødes. Begyndte eksempelvis et par søskende at skændes, var det vigtigt, at uoverensstemmelserne blev taget i opløbet. Teamwork handler om, at alle arbejder for hinanden, og det var Vitus absolutte centrale rolle i partnerskabet at sikre den gode energi i de respektive teams.

Kl. 15.30 præcist begav musene sig ud af deres musehul. Som mus var det altid sikrest at færdes ude i skumringen og når det var mørkt. Det var grankogler, der stod på dagens høstopgave. De to familier begav sig ind i granskoven, og de skulle ikke bevæge sig særligt langt, før de første grankogler lå klar til at blive båret til deres nærlager under stammen på det gamle asketræ.
”Husk nu også at få kogler fra blågranen”, havde Magnus påpeget. Blågrankogler var efter Magnus mening dem med den bedre smag, men det betød også at musene skulle gå 300 meter yderligere.

Der blev arbejdet igennem. Det virkede som om et helt års opsparet energi blev udløst på én og samme tid. Vitus stod og nød synet i skumringen. Der var ikke mange familier, der kunne prale af at arbejde så godt sammen. Kunne de holde den samme gejst oppe den næste måned, var der ingen tvivl om, at de nok skulle nå Ingolfs og dermed høst-laugets ambitiøse målsætning om at høste 5% mere i år end sidste år.

De næste dage fortsatte i granplantagen, og alt fulgte planen. Der var måske ikke lige så mange grankogler som de foregående år, men rigeligt til at opfylde den kvote der var givet af høst-lauget. Det var nu tid til at transportere de mange grankogler til det fælles spisekammer i den forladte grævlingegrav. Der var fuld aktivitet ved det store bøgetræ. Mus løb ud og ind af porten. Der var en mindre kø foran den store vægt. Ingolf stod sammen med tal-musen Excel og skrev op. Den store sal var blevet indrettet til et stort fødevaremagasin. Der lå valnødder i én bunke, kogler i en anden, korn i en tredje, skovbær i en fjerde og bunkerne fortsatte i varieret højde videre ind i grævlingehulen. Alt var vejet og registreret. Der var en summen af tilfredse mus, der alle følte, at de gav deres bidrag med til fællesskabet.

Magnus og Vitus var nået så langt i køen, at det nu var deres tur til at få indvejet deres første leverance på grankogler.
”Nå, så I høster de lavest hængende frugter først” sagde Ingolf med et glimt i øjet, eller var det mere en sarkastisk bemærkning? Det må ørerne, der hører det, vurdere.
”Jep, det er vigtigt, at vi kommer godt i gang. Alle skal lige finde hinanden igen, og det gør de lettest, når udfordringerne ikke er for store” svarede Vitus. Han og Magnus havde året tidligere drøftet, om de skulle starte med skovbær eller agern, og var blevet enige om, at det var vigtigt for stemningen at starte blidt ud.
”367 gram. Hvem skal registreres for det indvejede?” spurgte Excel
Magnus og Vitus kiggede vantro på ham. Han viste da, at de to familier havde arbejdet sammen de sidste 5 sæsoner.
”Hvad mener du?”
”Jeg skal registrere, hvem der indlevere. På tavlen derovre fører vi statistik, hvor alle kan sammenligne hinandens indsatser. På den måde kan alle følge med i hvem, der gør det bedst og dårligst” fortalte Excel
”Jeg skal derfor vide, hvem af jer, der skal registreres for de 367 gram?”
Magnus og Vitus kiggede på hinanden og rystede på hovedet.
”Kunne man forestille sig at dele med 2” spurgte Magnus lidt spydigt
”Alletiders” svarede Excel og gik over og markerede 183,5 ud for hhv. Magnus og Vitus søjler.

Udenfor det store bøgetræ stod en gruppe mus og talte sammen. Der blev gestikuleret lidt kraftigere end når mus talte om ’vind og vejr’. Vitus og Magnus bevægede sig over for at hilse.
”Hej, hvad skyldes den gode stemning” spurgte Vitus drillende
Class og Claus svarede i munden på hinanden ”Hvad synes I om det gabestok system, Ingolf har indført?”
Magnus og Vitus kiggede på hinanden. ”Mener du de fine søjler?”
”Ja, hvis det er, hvad man lærer på musement-kurser, så foretrækker jeg, at de bliver hjemme, og laver noget mere fornuftigt”
Vitus var blevet opdraget med sætningen ’hver gang du peger, er der altid tre fingre, der peger på dig selv’. Der var både fordele og ulemper ved et sådant system, og populariteten var som regel proportional med, hvor godt man selv klarede sig.
”Konkurrence er vel meget sundt” prøvede Magnus formidlende at sige.
”Ja, men hvor godt tror du, det hjælper på motivationen. Hvad forventer du at få ud af at udstille dem, der ikke gør det så godt?” svarede Class.

Vitus stod lidt udenfor cirklen og reflekterede, mens Class og Claus udtrykte deres utilfredshed med systemet. ”Det motiverer ikke mig, at hele skoven får af vide, at jeg gør det bedre end eksempelvis Claus” argumenterede Class.
Motivation var naturligvis et nøgleord. Det handler om at skabe resultater. Det er i sidste ende det, muse-rådet vurderer Ingolf på, når der er indhøstet. Det er nu engang lettere at nå sine mål, når alle er motiverede og tager deres ansvar. Derfor var det den sædvanlige med, at mus er forskellige, og derfor er det forskellige ting, der motiverer. Det interessante er altid det perspektiv, vi ser tingene i. Bliver man motiveret af at konkurrere eller ej? Det var svært at byde ind med et entydigt argument på ’for’ eller ’imod’. En ting vidste han, og det var, at alt nyt møder modstand hos de fleste, fordi alle er mest trygge ved det, de kender og er vant til.
Diskussionen fortsatte et par minutter endnu. Vitus kunne sagtens se problemerne med at udstille dem, der ikke klarede sig godt. I sidste ende handler alt om energier, og det er dybest set et regnestykke med plusser og minusser, for vi mus reagerer jo forskelligt på forskellige situationer. Det er derfor, vi er mus og ikke katte.

 

Kapitel 3
Ingen mus bliver tungere af, at vi vejer dem

Det havde været nogle hårde dage, og Magnus sad og småsov i sin gamle lænestol. Kalenderbladet sagde høstdag 8 og tingene var ikke gået så problemfrit, som man var vant til. Nye udfordringer kræver nye planer. Magnus havde bedt Vitus om at kigge forbi, for at de kunne tale om, hvordan den kommende uge skulle gribes an.
Det bankede på døren
”Åbner du”, råbte Magnus fra sin lænestol
De havde ikke set hinanden de sidste to dage. De havde begge koncentreret sig om at være med ude i skovbunden og lede efter føde.
Magnus havde lige lavet en status på høstudbyttet til dato. Vitus trådte glad ind i Magnus kontor-hul.
”Hva’ så gamle dreng. Hvordan går det?”
”Vi er totalt bagud på nødder. Der er ikke kommet en eneste hasselnød ind og det store valnøddetræ ser ud til at være støvsuget for nedfald. Det er blevet til sølle 4 valnødder” Frustrationen i Magnus stemme var tydelig.
Vitus prøvede at bløde op.
”Vi har været bagud på vores mål tidligere”
”Ja, men denne gang er det altså markant. Jeg ved ikke, om der er andre, der er kommet os i forkøbet. Der var valnødder på træet i sommer og hasselnøddetræet lignede ikke ligefrem et træ, der var ved at gå ud, sidst jeg var forbi. Jeg forstår det simpelthen ikke”
Magnus vidste godt, at han ikke skulle lade sig stresse, når ting ikke gik efter planen, men han havde det bedst med, at der var styr på tingene. Nøddesituationen var under alle omstændigheder kritisk.

”Hvad foreslår du?” spurgte Vitus. Han vidste, at Magnus havde det bedst, når han var i kontrol, og der var sikkert allerede en plan B klar.
”Jeg ved det snart ikke. Vi må søge nøddetræer længere inde i skoven”
”Eller også skal vi bare acceptere, at det er et dårligt nøddeår i år” sagde Vitus
Dette synspunkt, vidste Vitus godt, var et ’no go’ for Magnus.
”Taber-attitude” svarede Magnus da også omgående.
Der var opsat nogle mål, og mål skal forfølges. Uden mål kommer ting let til at sejle, mente Magnus. Og så var der det med stoltheden. Blot det ikke at få anerkendelse for sin indsats, ville Magnus betragte som et nederlag. Den årlige høstbonus var også et godt tilskud, og var reelt set blevet en integreret del af Magnus og hans families privatforbrug.
”Vi skal nok finde de nødder, vi skal levere. Det kræver bare lidt hårdere arbejde”
Magnus gennemgik sin plan for at søge udenfor skovdistrikt 6 i deres jagt på nødder. Vitus havde en modstand mod planen, men tav da han ikke kunne komme op med bedre alternativer. Måske var det følelsen af, at fokus var rettet mod det, de ikke havde, i stedet for at fokuserer på det de havde, der irriterede ham. Problemer var ikke noget, Vitus brød sig om at dvæle for meget ved. Så meget hellere bruge energi på ting, der gav noget igen.

Vitus havde altid beundret Magnus vilje og vedholdenhed. Nogle gange fik man det indtryk, at Magnus elskede problemer. Han var i hvert fald god til at se dem længe før Vitus. Det var formentlig derfor, Magnus var så handlingsorienteret. Magnus blev af flokkens andre mus kaldt ’karriere-musen’, og selvom der var lidt drillende over dette kælenavn, var der også stor respekt omkring Magnus. Han var en ambitiøs og hårdtarbejdende mus, der forfulgte de mål han havde opstillet. Det kunne mange andre muse-familier lære meget af.

”Har du overvejet hvilke problemer, vi kan få, ved at søge uden for vores eget distrikt” spurgte Vitus.
Det havde Magnus tilsyneladende overvejet. Hans svar kom i hvert fald promte:
”Der er jo ingen, der ejer skoven. Er der ikke flere nødder i distrikt 6, så må vi finde dem andre steder i skoven. Er der nogen, der bliver sure over dette, så kunne de jo bare selv have høstet disse nødder, mens tid var. Vi skal trods alt transportere dem væsentligt længere, og så er det vel retfærdigt nok, at den der yder, også får lov til at nyde”
Vitus vidste, at nødder var vigtige at have i sit vinterforråd. De indeholder gavnlige fedtstoffer, protein og andre gode vitaminer, og sund ernæring var den bedste garanti for et godt og langt liv. Vitus morfar havde altid sagt: ’Lad være med at tage problemer på forskud. De fleste løser sig alligevel af sig selv’. Det lød til, at Magnus havde overvejet konsekvenserne af at gå på jagt efter nødder i andre muse-distrikter. Da Magnus var den velovervejende af de to, blev Vitus enig med sig selv om, at de fra i morgen arbejdede efter deres nye plan B.

Næste punkt på aftenens ’to do’ liste var ny sammensætningen af de fire teams. De havde de tidligere år haft gode erfaringer med at ’blande kortene’ hver uge. Det betød selvfølgelig, at man splittede nogle meget velfungerende teams, men det gav en større fællesfølelse, og de var begge enige om, at den dynamik, nye holdsammensætninger gav, var vigtig for det samlede høstresultat. Som Vitus havde udtrykt det.
”Det vigtigste er aldrig hvad og hvor meget, men hvordan vi gør det”
Magnus havde aldrig helt forstået denne sætning, men den var netop et udtryk for deres forskelligheder. Det var deres forskellige perspektiver, der gjorde dem gode sammen. Hemmeligheden i deres samarbejde var den gensidige respekt, tilliden til hinanden og måske vigtigst af alt. De kunne rigtig godt lide hinanden. Dette forhold gjorde, at der var en god balance i deres forhold. De formåede som kun ganske få andre at lytte til hinanden, og derved hele tiden spille hinanden bedre.
”Caspers team 2 og Rosas team 3 gør det rigtigt godt” lagde Vitus ud med. Spørgsmålet var om de skulle lave nogle enkelte justeringer på grupperne eller om posen skulle blandes fuldstændigt. Der var fordele og ulemper ved begge måder at sammensætte hold på.
”Jeg ved godt, at du fokuserer meget på stemningen i de enkelte teams, men det er rent faktisk team 1, der i denne uge har leveret det bedste høstudbytte” svarede Magnus.

Magnus havde de seneste år været fortaler for, at de i højere grad registrerede de enkelte mus indsatser. Det havde Vitus klart afvist. Han mente, at det ville få de enkelte mus til at arbejde for sig selv og ikke for fællesskabet. De enkelte team-ledere havde alle et godt billede af, hvem der bidrog med mest, og var der nogle der kørte på frihjul, så var det den enkelte team-leders opgave at gribe ind. At være leder indbefatter også at tage ansvar. Fokus skulle være på værdi og ikke kontrol. Ingen mus er blevet tungere af, at blive vejet.
”I år har vi tilsyneladende nogle helt andre udfordringer end de forgående år. Jeg synes, det er vigtigt at statuere, at det ikke skal være en fest at gå på arbejde, men at der skal laves noget” sagde Magnus i den alvorlige tone, som han iklædte sig, når han virkelig havde noget på hjertet.
”Og hvad har du i tankerne” spurgte Vitus lidt udfordrende
”Jeg mener bare, at det vil være meget lettere for os at skære igennem, når vi har nogle faktuelle tal at underbygge vores formodninger med, svarede Magnus.
De havde haft diskussionen tidligere, og Vitus vidste lige nøjagtig hvor Magnus ville hen.
”Helt fint. Men så er der nogle ting, du må forholde dig til. Hvor meget mere værdi tilfører vores teamledere til høsten, ved at vi sætter dem til at registrere? Hvad skal de lave mindre af, når de skal bruge tid på rapporteringer? Hvilke indsatser skal der måles på, og dermed hvilken adfærd skal honoreres? Skal Marens kager og Ralfs jokes indgå i regnskabet? Hvordan vil vi bruge denne viden som i øvrigt vil være relativ, uanset hvad vi vælger at måle på?”

Vitus vidste, at han her havde overskuddet i diskussionen. Et team var en helhed og ikke en enhed. Et registreringssystem på høstarbejdet ville aldrig blive retfærdigt i Magnus udgave. Det svarede jo til, at man kun honorerede målscorerne på ærteboldholdet.
Det var ikke, fordi Vitus var modstander af tal, men tal der ikke hjælper på motivationen, kunne han ikke se give mening. Vitus var god til at få mus med sig. Det var nogle naturlige evner, han var blevet født med. Han var også blevet opdraget med nogle stærke værdier, som han altid prøvede at være tro mod. Hans morfar havde altid fortalt ham, at det vigtigste var, at han var tro mod sig selv. Dengang forstod han ikke dybden af dette udsagn, men hans år som familieoverhoved havde i den grad lært ham vigtigheden af at stå på mål for den, han er.

Glæden ved at gå på arbejde var det allervigtigste for Vitus. Der er stor forskel på at gøre ting af lyst og af pligt. Vi kommer ikke uden om, at alle arbejdsopgaver ikke er lige spændende, men ved at finde sammenhængen mellem pligt og lyst, kommer man også lettere igennem de mindre spændende opgaver.
”Man kunne starte med at lave timeregistrering. Så får vi et billede af, hvem der investerer mest tid i høsten” forsøgte Magnus forsigtigt.
”Og så har du indført et system, hvor en time er en time” angreb Vitus straks.
Vitus troede på tillid, og i hans verden blev kontrol oversat med mistillid. At arbejde med mus var et komplekst job. For i princippet skal alle mus behandles forskelligt. Vitus havde altid sagt, at kontrolsystemer var noget bange mus havde indført, og de kunne ikke fortælle noget, som en god teamleder ikke allerede havde observeret. Tal havde det med at blive unuancerede og standardiserende.

Magnus derimod syntes, det var godt at have noget konkret at forholde sig til. Han kunne jo ikke gå hen til en mus, og fortælle ham eller hende, at de ikke gjorde deres arbejde godt nok, uden at have noget faktuelt at holde det op mod. Det krævede lidt mere end en fornemmelse. Jeg synes og tror, endte altid i en masse ordkløveri. Der kom sjældent noget godt ud af en sådan diskussion. Kun dårlig stemning og mistro. Og det koster på arbejdsglæden. Ingen facts – ingen ledelsesmæssig legitimitet. Følelse og ledelse var ifølge Magnus en svær cocktail.

”Både du og jeg ved, hvilke 10 mus der trækker læsset. Men det er ikke ensbetydende med, at det er de samme 10 mus til næste år. Jeg tror, at vi vil bidrage til væsentlig mere, ved at være synlige ude i de enkelte teams, end ved at sidde i hvert vores musehul og registrere timer”, sagde Vitus, i håb om at denne sætning kunne lukke diskussionen for i aften.
Magnus og Vitus blev enige om, at de var uenige, og det er også nogle gange godt at være. Kunsten er altid, at kunne se tingene fra hinandens perspektiv. Det er her respekten opstår, og så hedder det som i en række af livets andre forhold, kompromissets – eller måske endnu bedre balancens kunst.

Det gamle kuk-ur pippede 12 gange. Det var midnat og både Magnus og Vitus mærkede trætheden overvinde dem. Der blev lavet nye hold og en ny ugeplan på under 10 minutter. Endnu et bevis på at ting tager den tid, man har. De var begge enige om, at det vigtigste var, at holde energien oppe, og så skulle resten nok lykkes. De to mus gav hinanden et godnatkram. Det var tid til at sove igennem, efter nogle lange dage i skoven.

 

Kapitel 4
Det er i et velbegrundet ’hvorfor’, vi finder motivationen

Blæsten havde godt fat i trækronerne. Det var med ét blevet rigtigt koldt. Regn og blæst gjorde, at kulden nåede helt ind til de spinkle museben. Magnus vidste at dårligt vejr gik ud over arbejdsmoralen. Dage kan blive rigtig lange, når man fryser, og det gamle udtryk om, at så må man arbejde sig varm, bed ikke rigtig på den yngre generation af mus. De var taget til skovdistrikt 2, og de var derfor rigtigt langt fra et musehul, hvor de kunne gå ned og få varmen over en kop varm brændenældesuppe. Det var tredjedagen, hvor der blev søgt efter nødder i fremmed territorium. Fordi ingen kendte skoven her, var de nødt til at starte arbejdsdagen væsentligt tidligere, da dagslys var nødvendigt, for deres søgen efter nødder. Det er nu engang lettere at høste steder, som man kender, end at lede efter forråd steder man aldrig har været før. De to forgående dage havde de trukket en halvtom trækvogn frem og tilbage over 4-5 km. I dag havde de besluttet sig for at fylde vognen op, uanset hvad de så end måtte snuse op i skovbunden.

Stemningen i gruppen var ikke alene præget af det dårlige vejr. Der var også en frustration over, at man skulle bevæge sig meget længere ind i skoven, og at nødder efterhånden fyldte alt i deres søgen.
”Hvis nødderne ikke er der, så kommer de nok heller ikke af sig selv”
”Hvorfor bruger vi så meget tid på dette nødde-cirkus”
”Det kan godt være, at nødder er sunde, men man skal nok ikke regne timeprisen ud på de nødder, vi har fundet”
”Ja, jagten på nødder er nærmest blevet en besættelse for Magnus”

Snakken gik blandt musene, og i takt med den, voksede frustrationen. Magnus fornemmede tydeligt, at stemningen ikke var lige så god som ugen før, men nogle gange måtte man altså tage det sure med det søde. Han kunne ikke med god samvittighed sige, at de til dato havde gjort alt for at komme op på de 250 gram hasselnødder. Og hvad angår valnødderne, så havde de trods alt fundet nogle stykker.
”Det at være en del af et fællesskab indebærer, at alle har forpligtelser. Hvis alle gav op uden virkelig at have prøvet, så faldt forudsætningerne for at deltage i et fællesskab. Ingen har lovet os mus, at livet er en dans i osteklokken” sagde Magnus formanende.

Det er let nok at motivere i medgang, men det er i modgangen, man ser, hvad de rigtige mus er lavet af, tænkte Magnus. Vi sætter mål for at styre vores fokus, og mål må gerne være ambitiøse. Det var dette, der havde gjort musekolonien til en af skovens mest velhavende kolonier. Magnus var da også frustreret over, at det var så dårligt et nødde-år i år. Men han ’peb’ ikke, og han kunne ikke se nogle alternativer til at give den en ekstra skalle.

I den anden ende af skoven var Vitus sammen med team 4. De sad i læ for vinden på en knækket gren og spiste deres medbragte frokost. Det her var bestemt en arbejdsdag, der var drevet mere af pligt end af lyst. På sådanne dage er det vigtigt at holde humøret oppe, og Vitus prøvede det bedste han kunne med vittige bemærkninger og opmuntrende kommentarer. Nu sad hele gruppen trætte og mismodige i læ for vind og regn.

Vitus havde selv svært ved at give ’hvorfor’ en fornuftig forklaring. Hvorfor sad de her og hundefrøs? Gav det overhoved mening at jagte en kvote, som nogle mus, der sad i et varmt og tørt musehul, havde udstukket? Det var de færreste af høst-laugets medlemmer, der færdes i skoven på samme måde som os arbejdsmus. At tale om 5% vækst et år med en våd sommer, var ikke ligefrem en målsætning, der motiverede musene nede på skovbunden. Hvem gjorde man reelt glad ved at presse disse målsætninger igennem? Vitus tog en rask beslutning.
”Fyraften” udbrød han ”Vi tager hjem og får varm kamillete hos mig”
Humøret steg på et splitsekund fra bund til top blandt musene. Dette var en populær beslutning. Vitus vidste til gengæld, at der var et andet sted, denne beslutning ikke ville være populær. Hans tanker var allerede begyndt at forberede hans forsvarstale overfor Magnus, der med god ret ville anklage ham for slaphed, manglende disciplin og frem for alt at være usolidarisk overfor de tre øvrige hold, der havde knoglet hele dagen.

For Vitus indgik andre parametre end arbejdstimer i ligningen. En time er ikke en time i Vitus termologi. Der er stor forskel på en arbejdsdag, hvor alle er i godt humør, og så en arbejdsdag hvor der konstant skal kæmpes mod mismod og træthed. Vitus havde en klar holdning til, at det er lysten, der driver værket. I det øjeblik man ikke kan se meningen med det man laver, mister man også motivationen. Derfor handler lederskab også om at kunne sætte sig i sine kollegers sted. Denne halve fridag var for ham en investering i de næste uger. Glade mus er nu engang mere produktive end utilfredse mus.

Næste morgen kom den forventede reaktion da også. ”Hvad tænker du på?” spurgte Magnus. Rygtet var spredt fra stor til lille, om at team 4 dagen før havde tjekket ud ved frokosttid. ”Hvordan kan vi fremstå som et sammentømret team, når du går enegang?”. Det gode ved Magnus var, at man aldrig skulle gætte, hvilket humør han var i. Tingene blev i hvert fald ikke pakket ind.
”Vi bliver nød til at have en snak om denne ensidige jagt på nødder. Der spreder sig en utilfredshed i de forskellige teams” sagde Vitus imødekommende.
”Du gør det i hvert fald ikke lettere ved at forfordele et team frem for de andre” svarede Magnus anklagende. ”Vi fremstår ikke som et lederteam, når én af os handler fuldstændigt autonomt. Vi kan sætte os sammen og beslutte en halv fridag, som så gælder for alle”.
Vitus kunne godt se problematikken, men det irriterede ham, at han ikke kunne handle spontant. Enhver kunne se, at der ikke kom meget mere ud af dagen, ved at diktere en flok demotiverede mus.
”Er det ikke bare, at vi giver de tre andre teams en halv fridag” spurgte Vitus kompromissøgende.
”Det er allerede klaret” svarede Magnus ”Men rækkefølgen er forkert, og effekten af at give noget, man ikke forventer at få, er væsentligt større”.

Magnus og Vitus blev enige om, at det var en god idé, at de tog en dag sammen, og fik talt ud om de udfordringer de havde med motivation, forventninger, resultater, m.v. Der var et par trækvogne læsset med lidt agern, bog, hvedekerner og så 5 valnødder. De to venner drog sammen til den forladte grævlingehule, for at få indvejet og afleveret de sidste par dages høst. På vejen diskuterede de den alt overskyggende udfordring – Nødder.
”Mere af det sammen er altså ikke løsningen” sagde Vitus ”Vi bliver nødt til at tænke ud af boksen. Vi mister gejsten for hver dag, de enkelte teams kommer tomhændet hjem”
”Enig, men nogle gange handler det også om at spytte i næverne. De hårde dage er alligevel glemte, når høsten er ovre” sagde Magnus.
”Men det er da for åndssvagt, at vi har brugt tre dage på at høste 5 valnødder. Disse dage kunne formentlig være udnyttet bedre, ved at give hele holdet lov til at sove længe” svarede Vitus

De to mus talte videre sammen om forskellige muligheder. At få Ingolf til at ændre sine målsætninger på nuværende tidspunkt var stort set utænkeligt. Der var flere mus, der allerede havde nået deres nøddekvoter, så at ændre målsætninger nu ville smadre hele bonussystemet. Lige nu kunne Magnus og Vitus kigge langt efter bonus dette år. Det nagede dem begge, for de vidste, at de var et af skovens bedst organiserede hold. Hasselnøddetræet var som støvsuget. Deres tese var, at nogle af de andre mus var kommet dem i forkøbet, ved at starte deres høstdage med nødder. I så fald gav det jo ingen mening at jagte hasselnødder, og så var systemet også grundlæggende forkert.
”Det ser ud som om, den kloge narrer den mindre kloge” sagde Vitus med et skævt smil.
”Men et bonussystem skal være fair. Ellers mister det sin betydning” sagde Magnus.
”100% fairness får du aldrig” indvendte Vitus ”Bonussystemer handler om at fremelske adfærd, og individuelle bonusser vil altid få os til at tænke ’mig’ før fællesskabet”.
Det var logisk lommepsykologi. Problemet var at Magnus og Vitus blev ramt på deres stolthed. De havde formentlig taget nogle forkerte dispositioner. Grankogler var der i hvert fald masser af, så i bagklogskabens klare lys, havde det formentlig været klogt at vente med dem til høstens sidste uge.

”Sjældne gæster, hvad skyldes æren?” Ingolf stod udenfor den forladte grævlingegrav. Magnus kunne mærke, at han blev ramt af en ubehagelig følelse. Lige nu havde han ikke lyst til at tale om deres manglende høstresultater med Ingolf. Men Ingolf kom ham i forkøbet.
”Når I er færdige med at veje og har fået registreret, kigger I så ikke ind på mit kontor?”
Excel stod som sædvanligt ved vægten.
”Og hvad har vi så her?” spurgte han med et undersøgende kig på de to vogne.
Magnus konstaterede med det samme, at deres to søjler på væggen overfor vægten lå et lille stykke under gennemsnittet. Han havde ikke forventet at se dem i top 5, men at ligge under gennemsnittet chokerede ham, og han kunne mærke, at han fik følelsen af et stort hul i maven. Nu skulle han ind og forklare Ingolf, at de aldrig har knoglet så meget som i år – i hvert fald ikke de sidste tre dage. Han hadede at stå skoleret for andre, men det han hadede endnu mere, var følelsen af at have fejlet.

Ingolf startede med den sædvanlige åbne gestus ”Hvordan går det?”
”Ikke godt nok” svarede Magnus promte.
”Så hvad er problemet for jer i år. I plejer jo at være nogle af de bedst performende familier” spurgte Ingolf. Han fornemmede klart den lidt trykkede stemning.
”Vi kan ikke finde nødder. Vi ved ikke, om det er egerne, skovmåren eller nogle af de store fugle, der har været på spil. Faktum er, at vi har spildt alt for mange dage på at lede efter hassel- og valnødder” sagde Vitus.
Nødder var afgjort en udfordring. Efter gårsdagens storm mente Ingolf, at mulighederne for at finde nødder, burde være øget ganske markant.
”Men ud over nødderne, ser jeg også, at I er bagud på stort set alt bortset fra grankogler” sagde Ingolf med en bekymret mine.
Magnus tav, her måtte Vitus klare forsvarstalen.
”Jeg ved, at vi ikke er de eneste, der har problemer med, at nå vores mål. Vi kæmper, og jeg er nødt til at bedømme mine mus på den indsats, de dagligt lægger i arbejdet. Faktum er, at det har været en våd sommer, og der skal arbejdes mere for at nå det samme”
”Men der er familier, som ligger over indeks 100”. svarede Ingolf med en mine, der ikke var til at misforstå. ”Det er muligt, at den våde sommer giver lidt udfordringer, men det gør blot vores situation endnu mere alvorlig. Høst-lauget er bekymret, og det er jeg dermed også. Excel gav os en status i går, og vi er samlet pænt bagud i forhold til sidste år – helt nøjagtig ligger vi i indeks 86”.

Vitus fortalte, hvad de havde ændret i denne uge, men antydede også, at høst-laugets målsætninger lige nu virkede urealistisk høje.
Dette var åbningsballen, Ingolf havde ventet på. ”Hvad siger I til et par fremmede øjne, der kan analysere og finde forbedringer i jeres arbejdsgange?”
Vitus og Magnus vejrtrækning stoppede et par sekunder. Mente Ingolf, at de ikke gjorde deres arbejde godt nok? Deres status som super-team blev med ét udfordret med dette tilbud om en ’babysitter’.
”Aldrig i livet” fløj det ud af Vitus mund.
Ingolf syntes at deres modstand var udtryk for en noget arrogant holdning. ”Alle kan gøre det bedre, og med inspiration udefra kommer der som regel nye perspektiver”. Han syntes, de burde overveje tilbuddet. Det var jo tydeligt, at Vitus og Magnus under-performede i forhold til de foregående år. Ingolf havde fået bevilliget midler fra høst-lauget, og havde her til morgen indgået en aftale med et konsulentfirma fra byen, der hed McBimsey, som over den næste uge ville analysere udvalgte teams arbejdsgange og hjælpe til med optimeringsforslag.

”Det er ikke fordi, jeg ikke acceptere jeres forklaringer og forstår jeres frustration. Tro mig, I er ikke de eneste, jeg har haft denne samtale med. Som koloni er vi presset på vores vinterforråd. Mine bekymringer er reelle, og før jeg kan acceptere en nedjustering af vores mål, skal jeg have sikkerhed for, at alle ude i skovbunden har ydet sit absolut bedste. Drenge, jeg synes, det er en fantastisk mulighed høst-lauget har givet os. Fremmede øjne ser bare nogle ting, vi andre overser i en travl hverdag”.
Vitus og Magnus kiggede på hinanden. En god leder skal være handlekraftig, og det var, hvad Ingolf viste med dette tilbud. Så måtte de ’parkere’ deres modstand på forfængelighedens Alter. Begge nikkede accepterende mod Ingolf.

 

Kapitel 5
Det er i kvaliteten af de spørgsmål, du stiller dig selv, de gode svar opstår

Vitus og Magnus stod udenfor Vitus musehul. De havde lige sagt farvel til de to musement-konsulenter fra McBimsey. De kunne fortsat skimte silhuetten af to mus flankeret af hver deres dokumentmappe, der bevægede sig i rask gang til deres næste møde. Det var ikke ligefrem de gode energier, McBimsey-konsulenterne havde bragt med sig i deres to dokumenttasker. Magnus lignede en mus, der var blevet tærsket gennem to timers intens fitness. Han følte sig i hvert fald totalt udmattet. De to konsulenter fra McBimsey havde været hos dem i knap 3 timer, og der var blevet spurgt ind til alt lige fra arbejdsgange, organisering, styrke-svagheds profiler til belønnings- og registreringssystemer. Noget havde været let at svare på, og på andre spørgsmål, havde Magnus og Vitus lignet to tavse udråbstegn.
”Tror du, at de kommer tilbage med noget, vi kan bruge?” spurgte Vitus.
Det var ikke deres idé at skulle have eksterne konsulenter ind over. Men som Ingolf lagde det op, var det nok en god idé at spille med. Begge havde taget ’ja’-hatten på, og sagt at de altid var åbne for forbedringsforslag. Men deres maver og kropsprog fortalte noget helt andet.

Magnus havde nærmest virket små-aggressiv på vejen tilbage fra grævlingegraven. Hårene på hans brede museryg rejste sig, ved tanken om at to bymus, der har læst alt for mange bøger, skulle fortælle dem, hvad de gjorde rigtigt og forkert. Hans stolthed var i den grad under pres. Han følte, at de på et par timer var blevet degraderet fra ’dream team’ til nedrykningskandidater.
Vitus havde ikke svært ved at afkode, de tanker der fløj rundt i Magnus hoved. Magnus var perfektionisten, der havde anerkendelse som en væsentlig drivkraft. Vitus havde prøvet at bløde lidt op.
”Det kan være, at nye øjne ser nogle ting, vi ikke ser”.
Men han havde selv den samme følelse som Magnus. Hvad kunne et par teoretiske snothvalpe fra McBimsey lære dem?

”Tror du, at de kommer tilbage med noget, vi kan bruge” spurgte Vitus en gang mere.
”Hmmm, de kommer helt sikkert med noget, vi skal gøre anderledes. Ellers er de jo ikke deres honorar værd” svarede Magnus med et sarkastisk smil.
En ting var at være ramt på stoltheden, noget andet og langt være var, at han følte, han mistede sin autoritet overfor sine hårdt arbejdende kolleger i museflokken. Effektiviteten af hans store organiseringstalent var blevet udfordret. Vitus var mere åben for de mange spørgsmål, McBimsey konsulenterne havde stillet. Nogle af dem var faktisk særdeles fornuftige. Men han viste også, at de havde deres standard værktøjskasse, som de havde solgt ind til Ingolf og høst-lauget. Hans bedstefar havde altid sagt, ’Du får svar, som du spørger’. Det var effektiviseringer, de var på agendaen. Alt kan laves anderledes, men det interessante er altid om nye initiativer fører til væsentlige forbedringer. Det var da klart berettiget, at udfordre beslutningen om at gå på jagt efter føde i nabodistrikterne, eller at starte med at høste grankogler først. I bagklogskabens klare lys, var det forkerte beslutninger. Men der var én ting, McBimsey konsulenterne ikke havde med i ligningen, og det er glæden ved at lave noget sammen. Glæde var i Vitus verden ’motoren’ i alt arbejde.

Der rejste sig en række spørgsmål i Vitus hoved. Bliver vi bedre af at blive målt? Hvad sker der, når vi mister meningen i det, vi laver? Hvem er det, vi i sidste ende gør glade, ved at knokle som besatte? Er det pligten eller lysten, der er drivkraften for tiden?
Han kunne tydeligt se, hvad der var sket med Magnus og flere af de andre mus. Frygten havde taget over. Det var andres forventninger, de arbejdede efter. Der var ingen tvivl om, at energiniveauet blandt alle mus den sidste uge havde været stødt faldende. Det var mere dette end effektiviseringer, der bekymrede Vitus. Opgaven var snarere at genvinde motivationen end at stille spørgsmål og lede efter effektiviseringer. Glæde og effektivitet boede uadskilleligt sammen i Vitus hoved.

”Hvorfor har du altid været imod timeregistreringer” spurgte Magnus. De to McBimsey mus havde bl.a. fortalt, at tidregistreringer ifølge deres statistikker øgede effektiviteten med 12%.
”Det er jeg vel dybest set, fordi jeg mere tror på tillid end kontrol”, svarede Vitus.
Det irriterede Magnus at blive angrebet på punkter, han var enig i, men som ikke var blevet indført p.g.a. Vitus modstand. De to seneste nætter havde han arbejdet hårdt på at have dokumentationen på plads til McBimsey konsulenterne, således at der kunne svares på samtlige spørgsmål, der måtte blive stillet. Men der var ’huller’ i hans redegørelse, bl.a. fordi der ikke fandtes konkret viden om, hvem der gjorde hvad.
”Hvor meget reel værdi skaber man på at kontrollere” spurgte Vitus drillende.
”Tal er godt. Vi er nødt til at have noget faktuelt at forholde os til, når vi skal vurdere indsatser. Du kan jo ikke lede gennem jeg tror, synes, mener” svarede Magnus
De vidste begge, at de nu nærmede sig kernen af deres forskelligheder, og dermed også kernen af deres talenter. Magnus med sin struktur og vilje, Vitus med sin intuition og indlevelse.

Lige nu var det Magnus, der var ramt på energien.
”Hvad gør vi?” spurgte han
”Vi kunne forsøge ikke at gøre noget” svarede Vitus, ”Nogle gange når man ikke gør noget, løser problemerne sig af sig selv”.
Vitus vidste godt at denne holdning, konfronterede direkte med Magnus meget handlingsorienterede tilgang til livet. Det krævede i den grad, at de begge turde slippe selvkontrollen.
”Hvor gode er vi til at tiltrække heldet” spurgte Vitus ”Dette hårdt-arbejde-mantra vi lever under, låser det ikke vores tiltrækningskraft?”
Magnus kiggede vantro på sin gode ven.
”Vi gør det samme hele tiden, fordi det er det eneste, vi har lært. Der er ikke flere nødder under nøddetræerne, ergo det er ikke der, vi kommer til at finde dem. Hvorfor bruge alt vores energi på noget, der ikke er der? Hvad har vores jagt på nødder givet os til dato?” spurgte Vitus videre.

Magnus sad tavs. De sidste konstruktive tanker var mere eller mindre drænet ud af ham. Tanken om at skulle fortælle sin familie, at der ingen ost var i bonus i år, tyngede ham. Specielt på baggrund af den arbejdsbyrde, han havde presset på dem i år. Men også nederlaget til andre musefamilier, der ikke var nær så godt organiseret, fyldte tankerne. Han havde svært ved at slå ned på ting, han ville have gjort anderledes i dag. Det, der chokerede ham mest, var den handlingslammelse, han følte. Det er let nok for en udefrakommende at stille en masse spørgsmål, og være klog på andres vegne. Men det er i det daglige arbejde, resultaterne opnås.

Vitus vidste, at han hurtigst muligt måtte hjælpe Magnus op af det sorte hul, han var landet i. Frygt havde mus fået som en overlevelsesmekanisme. Den hjalp til mod skovens mange farer, og fik mus til at reagere instinktivt, når de stod i situationer, hvor det handlede om liv og død. Frygten var tænkt som en ven, men den optrådte mere og mere som en fjende. Den frygt Magnus havde, var en meget sværere frygt at tackle. Det var en frygt, der boede inde i hans hoved og som startede i ham selv. Frygten for ikke at være god nok, ikke slå til, ikke blive anerkendt. Vitus vidste godt, at dette var noget, han ikke kunne ændre på, og at denne følelse var én, som så godt som alle mus sloges med. Men han kunne ændre ved Magnus perspektiv. Han kunne prøve at få Magnus til at se på deres situation med andre øjne. Få ham til at blive bevidst om det filter, han ser verden gennem. Magnus elsker struktur, mål og fokus. Det værste der kunne ske for Magnus var at miste kontrollen, overblikket, styringen. Det var det, som var ved at ske lige nu. Uvisheden om hvad McBimsey musene ville komme op med, gjorde Magnus utryg. Skulle Vitus hjælpe Magnus videre, krævede det, at han fik ham ud af den komfortzone, der på den ene side var hans trygheds-anker, men samtidig også fastholdt ham i nogle låste mønstre, når han blev udfordret på sin stolthed.

Med ét indså Vitus, at denne frygt ikke kun boede i ham og Magnus. Den lå som en dis over hele musekolonien. Den lå i Ingolf, blandt høst-laugets gamle mus og hos koloniens andre medlemmer. Den bandt alle de frie energier. Den gjorde, at man glemte taknemmeligheden, glæden og frem for alt kærligheden til alle de fantastiske ting, der ligger lige foran dem. Frygten var en energikilde, der ganske vist hjalp til at sikre koloniens overlevelse, men når den kommer ud af balance, så bliver den ødelæggende for de mere frie energier. Vitus mærkede, hvordan bekymringer og mismod, de seneste dage havde påvirket hans humør. Hvor var legen blevet af? Han kunne mærke, hvor meget federe det var, når det var lysten og ikke pligten, der skabte energien.

Spørgsmålet var, hvordan de får vendt den onde cirkel. Et par små sejre var alt afgørende for energien i de respektive teams. Alle vidste, at Magnus og Vitus havde haft besøg af McBimsey. Der var en ulmende uro. Derfor var det vigtigt, at Vitus åbent og ærligt fortalte om deres møde, ved morgendagens arbejdsbriefing. Men endnu vigtigere var det, at Magnus og Vitus ikke lod deres frustration og frygt kanalisere videre ned til de forskellige teams. Deres energi, humør og vejledning kan formentlig overføres direkte på den arbejdsindsats, der investeres i den pågældende dag. I stedet for at se McBimsey musene som en fjende, så burde de se dem som en ven, med nøjagtig det samme mål som Magnus og Vitus.

Frygt er dybest set noget, der bor i hovedet på mus. Det er nogle billeder, vi selv skaber. Vi ser på vores omgivelser gennem et filter, der er et produkt af forskellige overbevisninger og holdninger. Vitus kunne mærke, hvordan frygten for, at det han og Magnus havde skabt gennem de seneste år, med ét ville blive ødelagt af et par musement-konsulenters anbefalinger. Hans grundlæggende holdning var, at resultater skabes af glade og ikke bange mus. Den ville formentlig blive udfordret af nye forslag til at gøre hverdagen mere effektiv og strømlinet. Det var et fællesskab baseret på lette energier, han ønskede at være leder af. Samtidig vidste han, at hans bekymringer for fremtiden boede i hovedet på ham, og at han dybest set ikke kendte til McBimsey musenes anbefalinger. Han vidste, at Ingolf og med ham hele musekolonien følte sig presset, fordi man var bagud i forhold til målsætningerne for årets høst. Frygten for hvad der kom til at ske, var dybest set en frygt for det uvisse, og det var en følelse, han ene og alene skabte i sit hoved.

Han var nødt til at nå ind til følelsen, mærke og forstå den og derigennem bearbejde den. Havde han den sidste uge været 100% tro mod sig selv? Havde de andre mus kunne fornemme, at han og Magnus følte sig presset? At udtrykke noget, man ikke selv tror på, er altid svært. Energien man udkommer med, bliver aldrig den sammen, som når det er begejstringen, der er motoren. Første skridt var at få Magnus op på hesten igen. Vitus kunne ikke undvære Magnus, og Magnus kunne ikke undvære Vitus. Når de to var gode, var de fantastiske. De var ikke altid enige, men der var en dyb gensidig respekt, der gjorde at det konstant spillede hinanden bedre. Vitus kiggede på sin mangeårige makker og tænkte. Hvad er det værste, der kan ske? Med et slog han en dejlig befrienden latter op. Det blev startskuddet til den bedste snak, de to venner havde haft i årevis.

Kapitel 6
Det er de tanker, du fylder din ’harddisk’ med, der afgør,
hvilke energier du tilbyder dig selv og dine omgivelser

Den første sne var faldet, og man kunne se et mønster af musespor, der trak lange tråde ind til det store bøgetræ fra skovens mange musehuller. Der var den samme summen i grævlingegraven, der havde været til høst-briefingen for tre uger siden. Ingolf stod og kiggede ud på forsamlingen. Der var ikke fuldt hus, hvilket var udsædvanligt i dette forum. Der var kommet nogle sygemeldinger i løbet af dagen. Sygdom var altid et dårligt tegn. Et symptom på problemer, som et par af høst-laugets medlemmer engang udtrykte det. Ved siden af Ingolf stod de to McBimsey mus, der skulle fremlægge deres råd og idéer til, hvordan musekolonien kunne indhente det tabte. Bag dem stod de halvfyldte søjler, som et bevis på at langt de fleste musefamilier, havde svært ved at indfri høst-laugets forventninger. Ovenpå vægten var placeret en flipover, hvorpå der stod ’INDEKS 88’. Scenen var sat. Krisemøde eller ny forventningsafstemning kunne være overskriften på mødet, afhængig af hvilke briller man havde på.

Ingolf tog opmærksomheden med et gennemtrængende pift, hvilket virkede ret effektivt på støjniveauet. I løbet af et par sekunder ændrede den pivende summen sig til stilhed. Præcist som det lyder, når man punkterer en bold.
”Kære alle. Vi ved, at det bliver svært at nå vores vækstmål på 5%. Jeg har derfor aftalt med høst-lauget, at vi laver en nedjustering, så grundet den våde sommer arbejder vi efter nulvækst i dette år. Det betyder, at vi må spænde livremmen ind. Vi bliver ikke i stand til at bytte os til de samme mængder ost, og derfor bliver bonusserne også sat ned”. Alle justeringer har konsekvens, tænkte Ingolf. Derfor var det vigtigt for ham at fremstå ansvarlig, og ikke score billige point ved at lade den populære del af budskabet stå alene.

Dette til trods havde Ingolf nok håbet på, at denne beslutning ville afføde et par begejstrede udbrud, men stemningen blandt musene i salen kunne bedst beskrives som en afventende ligegyldighed. Ingen havde de seneste uger taget høst-laugets målsætninger seriøst. Faktisk havde de ambitiøse målsætninger virket lige modsat hensigten. Mål der er ude for rækkevide, har det med at virke demotiverende. Vitus kiggede på Magnus med et skævt smil og hviskede, ”Mål uden mening”.

De to mus havde haft nogle gode snakke de seneste dage. De følte sig begge fanget i musehjulet, og der var kun en måde at stoppe det på, og det var at holde op med at løbe. Det vigtige lige nu var at sætte sig ned og tænke sig godt om. I stedet for at fokusere på målet, så tage udgangspunkt i de indsatser, der dagligt bliver investeret. Vi vinder ikke ved, at alle passivt står og kigger på måltavlen. Vi vinder, når vi handler, tager nye initiativer, er åbne for idéer og frem for alt fokuserer på at det skal være sjovt. Magnus havde fået flyttet sit fokus fra det, han manglede at opnå, over mod alt det han havde at glæde sig over. Med ét havde han forstået, at det var hans egne tanker, der havde stjålet hans energi. Frygten for at fejle og miste andres tillid, havde suget overskuddet ud af ham som en anden virus. Han havde ikke tilladt sig selv at tanke op. Energien var i stedet brugt på at presse sig selv og sine kolleger i jagten på at tilfredsstille nogle andres behov. En adfærd han kun kunne stille én til ansvar for, nemlig sig selv.

Magnus havde altid beundret Vitus for hans empati og evne til at stille skarpt, når han kunne se, at ting ikke fungerede. Vitus analyse af situationen havde ramt Magnus ’spot on’. Nogle gange er man sin egen værste fjende, og det kan være rigtigt svært at se klart, når hovedet er fyldt med tanker.
”Vi må starte indefra. Skal vi have 56 mus med på vores rejse, kræver det, at de synes, det er federe end at sove længe og lege med deres hale. Forskellen på høsten i år og de andre år er, at vi som ledere ikke har været i den samme balance. Vi har følt os presset, og dermed truffet nogle beslutninger, som vi ikke har haft os selv med i. Vi har fokuseret på at skabe resultater, og det har låst den energi, som dybest set er vores brændstof”, havde Vitus opsummeret.

Vitus havde i sine unge dage været en af skovens store stjerner på ærtebold-holdet. Psykologien i sporten kunne han føre direkte over på situationen i skoven. Begge dele handler om at skabe resultater med andre. Altså få et hold til at spille sammen. Når ting ikke lykkes, er det ofte fordi, energierne bliver forkrampede. Det handler meget om at finde det rette spændingsniveau. Ikke for meget og ikke for lidt. Hans gamle træner havde altid sagt, at når vi vil noget for meget, så lykkes det sjældent. Derfor husk altid: Spil lige så meget med hjertet som med hjernen.

Når Vitus spillede bedst, var det, når han følte sig fri og inspireret. Når holdet havde tabt et par kampe, steg presset. Et vist pres var på sin vis godt. Men fortsatte presset, blev det til stress, frustration og i sin yderste konsekvens afmagt. Så stoppede man med at spille som et hold, mistede det held, der var nødvendigt i de lige kampe, og frem for alt mistede alle glæden, så spillet blev krampagtigt i stedet for frit. Et vinderhold formår at spille hinanden bedre. Det hele handler om energi. Eksempelvis kan nøjagtigt det samme hold senere tabe et par kampe, og med ét opstår der nogle andre energier på holdet. Det er svært at forklare, hvad der sker, men der er en verden til forskel på at spille på et hold med lette og på et hold med tunge energier.

Magnus og Vitus havde besluttet, at fra nu af ville de slippe kontrollen. Eneste målsætning var, at alle skulle hygge sig. En god dag krævede, at der var blevet grinet igennem mindst 5 gange. Kreativiteten skulle stimuleres, og det bliver den ikke gennem kontrol og målpunkter.
En beslutning, der stod i skærende kontrast til, hvad de to mus fra McBimsey var i gang med at præsentere.
”Der arbejdes meget forskelligt ude i de grupper, vi har besøgt. Tager vi en typisk arbejdsdag, kan vi dele den op i 5 faser. Den første fase kalder vi ’opstarten’, hvilket typisk er når alle mødes til dagens arbejde. Den tager ifølge vores målinger alt lige fra 5 minutter til 1/1 time”
Den yngste McBimsey mus vendte et nyt egeblad på flipoveren, hvorpå der stod ’1. forbedringsforslag’, hvorpå den ældste mus fortsatte talestrømmen.

Efter endnu en time med grafer, nøgletal og effektiviseringsforslag der ville sætte høstudbyttet markant op de næste par uger, var det blevet tid til en afsluttende spørgerunde. Ingolf så meget tilfreds ud, og lignede én der allerede havde vundet det tabte ind.
”Skal vi give vores to venner fra McBimsey en stor hånd, for deres fantastiske indsats”.
Der blev klappet høfligt nede fra salen. Det var tydeligt, at ingen var vant til at få så megen information på så kort tid. Konsekvenserne af de mange forbedringsforslag skulle lige fordøjes.
”Nogle spørgsmål?” spurgte Ingolf ud til salen.

Vitus sad at tænkte, at det var meget fint med alle de observationer, de to McBimsey mus havde gjort sig. Men hvorfor var der ikke et eneste forbedringsforslag, der handlede om at skabe mere energi, ånd og glæde? Var effektivitet og glæde virkelig to modsatrettede parametre? Det er mus og ikke rotter, vi arbejder med. Mus er forskellige, og derfor motiveres vi af forskellige ting. Når jeg virkelig er passioneret over noget, så er jeg i permanent overskud. Og det smitter af på alt og alle.

Magnus gjorde sig lidt de samme tanker. Han var som bekendt en af de typer, der havde det godt med noget konkret at forholde sig til. En god dag var en dag, hvor alle havde fået taget noget for hånden. Der var ikke noget så tilfredsstillende, som at stå og betragte udbyttet af en god høstdag. Han syntes, at de allerede gjorde mange af de ting, McBimsey musene havde foreslået som forbedringer. Måske ikke så skemalagt som det var blevet sat op her. Han kunne ikke afvise, at han kunne få halvdelen af sine mus til at arbejde 10% mere effektivt, ved at give dem individuelle performancemål, kåre dagens bedste indsats, lave små konkurrencer mellem de enkelte teams. Men efter en uge – hvordan ville de så se ud? Al motivation handler om involvering, og involveret følte han bestemt ikke, at han var blevet, i de snart to timer McBimsey musene havde indtaget scenen. Mus har følelser, og Magnus viste, at når han ikke følte sig begejstret, havde han også svært ved at begejstre andre.

”Nogle spørgsmål?” prøvede Ingolf en gang mere.
Til sidst brød Magnus stilheden og rejste sig op og stillede et af sine sædvanlige skarpe spørgsmål.
”Hvad motiverer jer?”
De to McBimsey mus kiggede spørgende på Magnus, som om de ikke havde forstået spørgsmålet.
”Jeg prøver en gang mere. Hvad gør jer rigtig glade?”
Ingolf prøvede at komme de to mus til undsætning.
”Jeg finder en enorm glæde ved at se, hvad vi som musekoloni gennem årerne har skabt. Det gør mig stolt og glad. At opleve den summen af arbejdsomme mus, der dagligt aflevere deres høstudbytte, at være en del af et hold, der har sat sig nogle mål sammen, giver mig rigtig god motivation”.
”Og når du ikke når målene?” fulgte Magnus hurtigt op.
”Så er det sværere”, indrømmede Ingolf.
”Hvis nu vi i stedet for at sætte os nogle mål for høstudbyttet, satte os nogle mål for den energi, vi skaber for os selv og hinanden. Hvordan ville vi så se på det INDEKS 88, der prydede scenen, da vi kom?” spurgte Vitus
”Har vi det rette fokus. En ting er at opstille nogle faktuelle mål for, hvad der skal høstes, men hvor godt påvirker disse mål i sidste ende, hvor meget vi høster. Det er jo de indsatser, vi investerer for at nå målene, der afgør, om vi når dem. For mit vedkommende kom jeg ubevidst til at stjæle energi fra mig selv og mine teams, ved for ensidigt at fokusere på nogle mål, jeg bare kunne se bevæge sig længere og længere væk fra mig” supplerede Magnus.
”Ting der stjæler energi, kommer der sjældent gode resultater ud af. Jeg vil hellere måles på noget, der giver mig energi. For mig handler det om dagligt at gøre en forskel overfor mig selv og andre. Her oplever jeg bare ikke at mere af det samme, giver mig tilstrækkelig energi til at råbe YES, det bliver så fedt!” sagde Vitus

Dette blev startskuddet til en fordybende snak om ’HVORFOR’, som man aldrig tidligere havde haft i musekolonien…

Comments are closed.