Skal Politiet tjene penge frem for at tjene befolkningen?

Debatindlæg i Politikken den 24. marts…    

Blitz. Blitz. Blitz. Efter 3. gang i fotofælden på 2 måneder, måtte jeg en tur på nettet og investere kr.495,- i en Sapher. Bilejernes seneste våben mod politiets pengemaskine. Er de mange blitz ved at fjerne tilliden til dem, der skal passe på os? Er den ikoniske plakat med politibetjenten og ænderne fra 60’erne blot et tidsbillede på dengang og nu?

Frihed, retfærdighed og rummelighed opfatter jeg fortsat som centrale begreber i den danske selvforståelse. Er politiets fotofælder bare et symptom på et andet samfund, vi er ved at skabe? Et samfund, hvor kontrol, data og registreringer bliver en stadig større del af en almindelig danskers hverdag?

Jeg tror, det er de færreste betjente, der synes, det er drømmejobbet at uddele fartbøder til gode medborgere. Alligevel parkeres de forhadte VW-transportere strategisk kloge steder, set ud fra et profitoptimeringsperspektiv. Og så kommer politiet til at optræde som bonus-ansatte, hvilket indirekte også er tilfældet, eftersom fartbødeindtægter er kommet på finansloven. Problemet er, at jeg som borger oplever, at målet helliger midlet. Når dem der skal håndhæve retfærdigheden, selv optræder unfair, mister jeg respekten for ordensmagten. Og derfor må jeg stille spørgsmålet: Hvad er de samfundsmæssige konsekvenser, når vi oplever et politi, der skal tjene penge frem for at tjene befolkningen?

Mål styrer adfærd

Performancemål er blevet en del af moderne ledelse, og her er det nu engang lettere at sætte økonomi på fartbøder, end antal opklarede indbrud. Enhver topledelse har sine KPI’er at navigere efter. Antallet af fartbøder er fordoblet over de seneste fem år, og i takt med bødestørrelserne ligeledes er hævet i perioden, er der lavet en ret god businesscase. Argumentet, regler er lavet for at blive overholdt, er svært at modargumentere. Alle politikkere har det bedst med at give frem for at tage. Velfærdsstaten skal finansieres, og det kræver indtægtskilder. Men den øgede indsats mod fartsyndere stiller nogle helt grundlæggende spørgsmål om det Danmark, vi er ved at skabe os: Skal en velfærdsstat drives gennem et regneark?

For hvad er velfærd? Kan man tale om velfærd uden at inddrage velstand? Eller har velfærd også en immateriel dimension? Mængden af rapporterings- og kontrolsystemer er eksploderet i takt med, at teknologien giver os ubegrænset adgang til data. Big Data er mantraet i mange konsulenthuse, og er derfor også blevet det på flere direktionsgange. Vi skal vide – ikke tro! Men giver mere information bedre beslutningsgrundlag? Er denne higen efter faktuel viden ikke en illusion, der reelt gør os dummere? Tal kan være gode pejlemærker, men omsættes de ikke til kød og blod, har vi blot gjort afstanden mellem dem, der bestemmer, og dem der udøver, endnu større.

Vi ser det overalt. Hele sundheds- og omsorgssystemet er ved at blive kvalt i registreringer. Konsulenter tidsregistrerer, så man er sikker på, at medarbejderne også producerer fakturérbare timer. Marketingfolk bruger mere tid i regnearket, end på at udtænke kreative idéer, der kan give kunderne nogle bedre oplevelser med det pågældende brand. Bestyrelsesposter beklædes af venstrehjerner, der alle har læst den samme MBA. Når man ved, hvor en manipulerende størrelse tal kan være, og hvor meget energi tal kan binde, så er det vel rimeligt at stille sig selv spørgsmålet: ”Hvad har vi gang i?”. For parallelt med diverse performancemål, har vi også nogle tal, der fortæller os, at vi aldrig har følt os så stressede, som vi gør nu.

Værdighed – et uddøende værdiord?

Som konsulent oplever jeg, hvordan mellemledere føler sig mere og mere pressede. Dette kommer bl.a. til udtryk i en afstumpethed og manglende respekt, jeg ikke oplevede for 10 år siden. Det er blevet legitimt at opføre sig som et dumt svin, så længe det kan forsvares med omkostningsbesparelser. Retfærdighedsvis skal det siges, at de gode chefer stadig er i overtal. Men tendensen er skræmmende, for det betyder, at virksomhederne sælger ud af det allervigtigste de har, nemlig respekten for det de laver – og de mennesker, der laver det.

Når vi så præsenteres for demokratisk valgte statsledere, hvor respekt og anstændighed ikke lige er blandt spidskompetencerne, så oplever jeg en legitimering af denne ’mig først’ adfærd. Både i den private og offentlige sektor. Værdighed er sikkert et ord, der afslører min fremskredne alder. Men i det øjeblik vi mennesker mister vores værdighed, så starter forfaldet. Og indrømmet, det kan være en hårfin grænse at leve begrebet værdighed ud. For hvad gør vi, når grænserne bliver presset af ulykkelige flygtninge, der samtidig er et produkt af kyniske menneskesmuglere.

‘You get, what you tolerate’, fortalte en af mine læremestre mig. Måske er jeg bare en almindelig bilist, der er blevet rigtig sur over at få 3 fartbøder, og derfor gået i ’selvsving’ over den store uretfærdighed min højrefod påfører min privatøkonomi. Måske har jeg fat i noget meget essentielt om den verden, vi alle er en del af. Vi mennesker er lykkelige, når vi føler os frie. Og frihed er ikke et naturligt gode. Tro mig, jeg var selv på Den Himmelske Freds Plads den 4. juni 1989. Kontrol er afledt af frygt. Frygten er en energikilde, der binder meget livsglæde. Velfærd er for mig at leve et lykkeligt liv, baseret på tillid, respekt og kærlighed. Formår vi ikke at skabe nogle rammer baseret på ’ret og rimelighed’, så mister vi noget meget essentielt, der har taget vores land generationer at opbygge. Tal kommer i min verden aldrig til at kunne erstatte interaktionen mellem mennesker.

Når halvdelen af danske bilister har anskaffet sig en Sapher, hvad bliver så politichefens næste træk? Hvad sker der, når han fortæller finansministeriet, at han ikke kan levere de ønskede tal? Jeg tror, det er vigtigt, at vi som individ siger fra, når noget kommer ud af balance. Den regneark-kultur vi mange steder har skabt os, er efter min bedste vurdering ødelæggende for de værdier, jeg er vokset op med. Jeg tror på, at vi opnår så meget mere gennem tillid end kontrol.